Historien (og stifteren) bag Neurokind
Neurokind er vokset ud af min egen erkendelsesrejse og et brændende ønske om at skabe bedre forhold i samfundet for autister og andre neurodivergente.
Det hele startede egentlig i 2017 da min yngste søn, som på det tidspunkt var 12 år gammel, efter i lang tid at have haft udfordringer med trivsel, fra den ene dag til den anden kom i akut krise. Han kunne ikke gå skole, han kunne ikke være alene, han kunne ikke sove om natten og i det hele taget virkede det som om han slet ikke kunne være i verden uden at det var forfærdelig svært og lidelsesfuldt - men også uden at nogen, inklusiv ham selv, egentlig kunne sætte ord på hvorfor.
På det tidspunkt vidste hverken min mand eller jeg selv noget som helst om autisme udover hvad de fleste i samfundet ved. Jeg havde en vag og meget stereotyp ide om at autister var mennesker der måske var rigtig gode til nogle enkelte ting, men som var svære at tale med og som ihvertfald ikke var empatiske eller fantasifulde (jeg er heldigvis blevet meget, meget klogere siden da!). Derfor faldt det mig ikke ind at min søn, et af de mest følsomme og fantasifulde mennesker jeg kender, kunne være autist - eller at jeg selv kunne være det.
Når det pludselig giver mening
Tanken opstod først da en dygtig fagperson efter et mislykket angst behandlingsforløb foreslog det for os. Umiddelbart afviste jeg tanken, da jeg overhovedet ikke kunne se min stereotype forestilling om autisme afspejlet i min søn. Men vi vidste heller ikke hvad vi skulle gøre for at hjælpe ham. Ingen almindelige 'forældreråd' eller i øvrigt indspark fra diverse fagfolk gjorde nogen som helst forskel, og endelig blev vi sendt til udredning i psykiatrien.
Det var ikke nogen god oplevelse, og i virkeligheden hjalp det os ikke ret meget, men i løbet af processen var jeg blevet stædig, og havde sat mig for selv at lave research om hvad det her autisme nu var for noget. Jeg startede med de beskrivelser der var at finde på diverse psykiatrisider, men fortsatte ind i beretninger fra voksne autister. Der begyndte at tegne sig et langt dybere og mere nuanceret billede end jeg havde forestillet mig, og efter et års tid var vi ikke længere i tvivl. Min søn var autist - og ikke nok med det, men det blev også meget tydeligt at han ikke var den eneste. Både jeg selv, min mand og endelig vores ældste søn kunne vi også genkende. Smertefulde udfordringer der havde præget hele vores liv begyndte at give mening og vi kunne pludselig se vores væren i verden i et helt nyt lys.
Der var ikke noget i vejen med os - vi var bare anderledes.
Kampen med systemet som neurominoritet
Selve erkendelsen af vores neurotyper var en åbenbaring, og en af de største vendepunkter i mit liv. Men de år der fulgte var benhårde. Vi var igennem en proces, som mange familier med neurodivergente børn i mistrivsel vil kunne nikke genkendende til, hvor hverdagen blev en evig kamp med diverse kommunale instanser omkring at forsøge at få den rette støtte, det rette skoletilbud, tabt arbejdsfortjeneste, fagfolk der faktisk vidste noget og var kompetente.
Samtidig prøvede at vi blive kloge på min søns udfordringer og finde ud af hvad vi kunne gøre for at hjælpe ham, og levede med den smerte det er for enhver forælder at se sit barn lide. Jeg erfarede at det system, som jeg indtil da naivt havde troet ville hjælpe, faktisk hverken havde kompetencerne, værdierne eller viljen til at hjælpe, og at vi i stedet med mødt med diskrimination, uvidenhed, ligegladhed, modvilje og til tider direkte lovbrud. Det skal retfærdigvis siges at vi også mødte søde og dygtige mennesker, men overordnet set blev jeg efterladt med den chokerende erkendelse, at kun ganske få faktisk virkelig ved noget om autisme fra et ikke-diskriminerende, moderne perspektiv og at det som familie i krise kan være stort set umuligt at tilgå disse eksperter med mindre man er meget velhavende.
Jeg læste om neurodiversitet, og det gik op for mig at neurodivergente er en minoritet i samfundet, og kæmper med samme slags barrierer og diskrimination som f..eks. køns- eller seksuelle minoriteter; et perspektiv der næsten fuldstændig mangler fra den gængse viden om neurodivergens i f.eks. psykiatrien, hvor neurodivergens typisk forstås som en fejl eller lidelse ved individet, som søges udbedret ved behandling (dette er dog heldigvis nu ved at ændre sig med den spirende anerkendelse af neurodiversitets perspektivet).
Vores oplevelser og udfordringer gav mere og mere mening jo mere jeg researchede.
Hvor er de neurodivergente fagpersoner?
Når man søger på de sociale medier kan man relativt nemt finde autister og andre neurodivergente, der deler ud af deres egne oplevelser. Det er fint og værdifuldt, men jeg savnede nogen der havde den fag-faglige viden og mulighed for at handle og udtale sig på en måde, der ville kunne blive taget alvorligt i systemet og dermed rykke ved noget for os som familie. Jeg tænkte, at der da måtte være nogle fagpersoner derude, der selv var autister, og som ville kunne forstå hvad vi gik igennem.
Men da jeg i 2019 googlede autistisk psykolog fik jeg kun to hits i hele landet, og i skrivende stund, januar 2024, tager kun en af dem imod klienter.
Jeg er ikke i tvivl om at det faktiske antal er langt større (psykologi er et af de fag der er kendt for at tiltrække autister), men når de autistiske psykologer ikke tør skrive på deres hjemmesider at de selv er neurodivergente, fordi de (med god grund) frygter diskrimination, er de umulige at finde for de mennesker der har allermest brug for dem.
Det besluttede jeg mig for at gøre noget ved. Det kunne simpelt hen ikke være rigtigt, tænkte jeg, at man som neurodivergent ikke kunne møde en fagperson med ægte, levet erfaring med hvad det vil sige at være neurodivergent i et samfund, der ikke er indrettet til os, der er anderledes. Og det kunne i øvrigt heller ikke passe at de anerkendte faglige autoriteter på området ikke selv var neurodivergente! Man ville da aldrig f.eks. sætte en gruppe udelukkende af mænd til at være autoriteter på kvinders livsbetingelser, så hvor var de neurodivergente eksperter?
Jeg havde opdaget at der er akut mangel på fagpersoner, der kan kombinere egne neurodivergente livsoplevelser med faglig viden og praksis på højt niveau, da netop den slags fagpersoner er unikt positioneret til at udbrede ikke-diskriminerende viden om autisme og anden neurodivergens, og rykke ved de forældede og stereotype forståelser der er indlejret alle steder i samfundet.
Så efter at have arbejdet som fotograf i mange år søgte jeg i 2021 ind på psykologistudiet ved Københavns Universitet, med hensigt om at blive en af landets få åbent autistiske psykologer.
Neurokind
Neurokind startede som profilen neurokind_dk på instagram, hvor jeg formidler viden om autisme og anden neurodivergens med udgangspunkt i både autentiske neurodivergente livsoplevelser, den viden der findes i neurodivergente fællesskaber og videnskabelige undersøgelser skabt af eller i samarbejde med neurodivergente forskere.
Min neurodivergente veninde Michelle kom med som uvurderlig støtte i maskinrummet og Neurokind er vokset til både at tilbyde peer-to-peer rådgivning og undervisning til firmaer, skoler, organisationer, osv.
Mit mål med Neurokind er at gøre forholdene for neurodivergente bedre i vores samfund. Først og fremmest ved at formidle viden og ved at yde direkte støtte i øjenhøjde til neurodivergente mennesker. Det har fra starten været en hjertesag for mig at prioritere økonomisk tilgængelighed for privatpersoner, da vi selv ved hvor smertefuldt det er at være begrænset af økonomi når man selv eller ens barn har brug for hjælp, og strukturelle barrierer i samfundet betyder at mange neurodivergente ikke har adgang til store økonomiske privilegier.
Samtidig drømmer jeg om med Neurokind at skabe noget jeg selv har savnet: En arbejdsplads hvor neurodivergente fagpersoner kan arbejde på en måde hvor de trives, og formidle deres unikke og fantastiske faglighed og indsigt der, hvor der er allermest brug for den.
I dag har vi fundet vej til dybere forståelse og bedre trivsel, ikke kun for min søn men også resten af familien, og jeg har efterhånden talt med rigtig mange mennesker - og det første de fleste neurodivergente siger til mig efter den første samtale er endelig har jeg mødt en fagperson, der forstår! Og det er netop det, der var mit eget store ønske dengang i 2019 da jeg trawlede internettet igennem i min søgen efter en autistisk psykolog. Nogen, der forstod.
Så velkommen til, uanset om du er neurodivergent, familiemedlem, arbejdsgiver, fagperson eller bare gerne vil vide mere - sammen kan vi komme et skridt nærmere et samfund med mere viden, mere accept og bedre trivsel for mennesker af alle slags neurotyper.